EN SAMLING UDSAGN FRA FRIVILLIGE OG KUNSTNERE PÅ HOSPICE
Det er en stor glæde og smuk oplevelse for mig at spille på Hospice og jeg bliver altid så venligt og kærligt modtaget. Til en koncert var alle så dårlige den dag, at de blev på stuerne, så jeg gik på gangene og spillede bla. på min lille ranke af meget fine gamle japanske klokker. En kvinde kom ud til mig, som viste sig at være datter til den syge mor, om jeg ikke ville komme ind på hendes værelse og spille lidt. Moren sagde så helt stille: “hvor er de dejlige de klokker.. at falde i søvn til….”
– Birgit Løkke
Jeg har spillet på mange hospice rundt i hele landet. Nogle gange for en enkelt eller få beboere og andre gange har der været mange beboere, pårørende og ansatte. Mine sange er eksistentielle, og handler om naturen med alle sine facetter, om mennesker, dyr og om tilværelsens mange følelser.
Det er altid bevægende og givende for mig at optræde og opleve at sangene og musikken berører og giver mening for den enkelte. Jeg planlægger gerne at komme og optræde når jeg er på turné i nærheden. Ofte bliver jeg også kontaktet af hospice selv, da de frivillige samarbejder på tværs. De frivillige gør en stor indsats og jeg bliver altid modtaget godt og oplever at min ankomst er forberedt. Jeg er taknemmelig for at være en del af kunstnere for hospice.
– Stanley Samuelsen
Mange tak for jeres initiativ til oprettelse af www.kunstnereihospice.dk, som gør det meget lettere og overskueligt at finde og skabe kontakt til de tilknyttede kunstnere. På Hospice Randers forsøger vi at afholde underholdning ca. 1 x hver måned af såvel amatører og professionelle, og i den forbindelse benytter vi os ofte af de tilknyttede kunstnere i kataloget.
Det er en stor glæde for os frivillige, at vi også ad denne vej kan være med til at give adspredelse og ”kaste” liv ind i en svær hverdag for såvel beboere og deres pårørende. Det er ganske ubeskriveligt at se og opleve, hvordan kunstnernes engagement har en positiv og afsmittende virkning på ”vore” beboere og deres pårørende. Er der beboere, der ikke er i stand til at være en del af fællesskabet, ”transmitterer” vi det ind på stuerne, ligesom vi også har oplevet, at kunstnerne har været inde hos beboeren og der givet et nummer, hvilke har stor betydning. Der bliver ofte sunget med, vippet med en fod for at markere takten.
Underholdningen giver også anledning til mange gode snakke ved kaffebordet bagefter, hvor spørgelysten fra beboere og de pårørende kan være stor, og minderne dukker op, hvilket også er en stor glæde for os frivillige. Et arrangement, der skaber megen glæde, og som vi sætter stor pris på og nødig vil være foruden. Som I selv er inde på, er det udfordrende, at mange af kunstnerne kommer fra Sjælland, det kan være svært at få aftaler i stand, da de forståeligt nok skal tilpasses andet arrangement i Jylland, dette både af hensyn til kunstnernes mulighed for at afsætte tid til Hospice Randers og deres rejse- og overnatningsudgifter.
Vi vil fremadrettet gerne være behjælpelig med at udbrede kendskabet til ”kunstnere i Hospice” for måske ad denne vej at skabe interesse fra flere jyske kunstnere.
– Inge-lise Pedersen og Kirsten Kjeldsgaard – Tovholdere på Hospice Randers
I antologien ”Tæt på døden – Tæt på livet” skriver 60 frivillige og en halv snes kunstnere om deres erfaringer. Bogen findes på alle hospicer landet over. Her bringes nogle kunstneres citater fra bogen.
“Vi spillede bl.a. et sted, hvor var patienten så tæt på os, at vi kunne høre vedkommendes åndedrag og sagte mumlen. Vi har oplevet en alvorligt syg mand, der klappede med fingrene – næsten lydløst – men dog klappede. Vi kunne ikke høre det, men den ansatte, der sad ved hans side, fortalte, at han klappede med alle de kræfter, der var tilbage. Det er stort – når andre mennesker applauderer med deres sidste kræfter.
– Michael Halle
”Kunstnere i Hospice” er et enestående godt projekt, som virkelig viser, at vi alle kan give meget – selv ved at give lidt.
– Maria Elizabeth Hersing
“Personalet og de frivillige er et kapitel for sig. Der er sådan en varme og kærlighed. Den omslutter os alle, når vi træder ind af døren. Man mærker virkelig, at patienten er centrum for alles omsorg. Giv en dag på hospice – du lærer noget, og får noget godt med dig hjem.
– Lis & Per Kauczki
“Vietnamesiske tempelgonger, tibetanske syngeskåle, en rammetromme m.m. har beroligende, smukke klange og rytmer. Derfor har jeg valgt dem, når jeg spiller på hospicer.
– Birgit Løkke
“Efter koncerten bad en sygeplejerske, om jeg ikke nok ville spille for en patient, der var så dårlig, at hun ikke havde kræfter til overvære koncerten i opholdsstuen. Hun ville heller ikke have nogen ind hos sig, men det ville betyde meget for hende, hvis jeg sad udenfor hendes dør og spillede klassisk guitar. Døren stod på klem – vi kunne ikke se hinanden, og jeg ved ikke hvor længe jeg spillede.
– Hans Dal
“Hun kommer i sin kørestol, trillet frem af en hjælper. Med stort besvær – og hjælp fra to mere – blir hun bakset over i sofaen…men må så tilbage i stolen igen. Jeg tager bogen frem og begynder at læse op af Jørns Riels humoristiske og underfundige skrøner fra det barske liv i Nordøstgrønland. Foruden hende er der 3 hjælpere – og det er så mit publikum i dag. Sidste gang, jeg læste op på et hospice var der 25 tilhørere – og sådan er det så forskelligt.”
Tænk, at du gider rejse til den anden ende af landet, læse op en halv time for én patient – og så tilbage igen…uden at få en øre for det”…siger nogle af mine venner. Ja, det gider jeg godt. Jeg gør ikke dette alene for at være ”godgørende”, for at bringe lidt adspredelse og smil ind i en livssituation, hvor patienternes tanker nok mest er præget af sorg over at skulle forlade dette liv og deres kære. Jeg gør det lige så meget for mig selv. Jeg elsker den ro og fred, der hersker i de forskellige hospicer. Her er varme, respekt og omsorg omkring hver enkelt patient. Frivilligt arbejde går begge veje. Meningsfyldt – forhåbentlig også for dem, der modtager mine ydelser. Dette er ikke lønnet arbejde. Det er livskvalitet – og livskvalitet kan som bekendt ikke gøres op i kroner og øre.
– Gunvor Bjerre
“Som tovholder for det smukke projekt ”Kunstnere i Hospice” oplever jeg megen gensidig glæde i mødet mellem kunstner og patient. Oplevelser der går lige til hjertet, og hvor også pårørende, personale og frivillige udgør en væsentlig del. Forventningen før kunstnerbesøg, og de mange samtaler de afføder, har også i sig selv værdi. Vi er taknemlige over alle de kunstnere, der har komittet sig til at optræde uden honorar – Det er da smukt.
– Frivillig tovholder Vibeke Tholstrup
Det har været en fornøjelse at se smilet og ikke mindst smilet i øjet, på patienterne når de bliver udsat for vores besøg. Bare de tak og ikke mindst den snak vi får med dem, er det hele værd.
Det kan jo være svært at sammensætte et sæt til Hospice, i starten var vi nok lidt forsigtige, !!! men nu har vi efterhånden fundet “melodien” vi er der jo trods alt for at skabe en ” glemme stund” .
Vi tar` gerne et år mere.
– Kisser & Søren
Fra os er der kun gode oplevelser fra kunstnere, der kommer på besøg, fantastisk skønne optrædende alle sammen, både fra kunstnerkataloget og lokale kunstnere, som giver patienter, pårørende og os alle, stjerne stunder og berigende oplevelser.
Jeg har også oplevet, at blive ringet op, eller fået mail fra optrædende, at de kom forbi Vejle og måske der kunne arr. en koncert. – så bliver jeg bare så glad og vil hurtig kunne finde et passende tidpunkt, som kan passe ind i alles kalender.
– Jytte og Peter Toftdal
Modtagelsen på de forskellige hospice rundt om i Danmark er altid varm og imødekommende, og det betyder så meget for mig.
På hospice Sjælland var jeg en aften, hvor vi sang sammen. En mor og datter sad ved det ene bord, hvor jeg kunne se, at moderen kæmpede med smerter. De blev siddende, men sang ikke med, og jeg kunne mærke, at de var lidt langt fra hinanden følelsesmæssigt. På et tidspunkt sang jeg “Ole Lukøje” af Ranelli. Midt under sangen gav datteren sin mor et langt knus mens tårerne løb ned ad kinderne. Efter sangen udbrød hun: “Pludelig huskede jeg, at du sang den sang for mig, da jeg var lille, Mor. Jeg har altid tænkt, at du ikke var der for mig, men det var du!” Smilene gennem tårer sagde det hele, og vi var alle berørte.
På Diakonissestiftelsen var jeg en eftermiddag. De frivillige havde gjort klar, da jeg kom, med et langt, hyggeligt bord, hvor tilhørerne sad og talte sammen. Da jeg satte mig for bordenden for at stemme min guitar, sagde kvinden til venstre for mig meget skeptisk og lidt frygtsom: “Nu synger du ikke alt for højt, vel?” Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, men en frivillig kom mig i forkøbet: “Ved du hvad, hvis du synes det bliver for højt, så siger du bare til. Så hjælper jeg dig med at flytte længere væk.” Jeg åndede lettet op og begyndte at introducere den første sang. Kvinden var under de første sange meget lukket, men så dog op på mig et par gange. På et tidspunkt fik jeg lyst til at synge “Alting kan gå itu” af Bjørn Afselius. Midt i sangen begyndte hun at synge med mens hendes øjne var fyldte af tårer. Men hun måtte bukke under og brød fuldstændig sammen, mens den frivillige holdt om hende. Jeg sang stille sangen færdig, og hun fortalte, hvordan netop den sang har betydet så meget for hende hele hendes liv.
Inden jeg gik, fik jeg et stort kram af hende, og ikke et ord om, at det havde været for højt 😉.
På vej ud til Ankerfjord var jeg meget spændt. Jeg havde aldrig været der før, og jeg følte, at jeg kørte og kørte. Det var efterår og koldt og blæsende, og da jeg kørte ind i byen var der tomt og stille. Jeg tænkte, hvad mon jeg kommer til? Min GPS fandt hurtigt hospicet, og jeg parkerede bilen og gik ind ad døren med guitaren på skulderen. En varme kom mig i møde, og i den store hal var der dækket et langt og fint bord op med dug, stearinlys, kaffe og lagkage. Indlagte, pårørende, frivillige og ansatte sad og hyggede sig. Det var bare så dejligt og en stor kontrast til efterårets kulde og blæst. Jeg blev anvist, hvor jeg skulle synge, og det var bare sådan en god oplevelse. Da jeg var færdig, blev jeg vist rundt og nød det smukke hospice og udsigten. Efter nogen tid måtte jeg desværre afsted, og på min vej ud gik jeg forbi trappen til 1. Sal. Ned kom en mand så hurtigt han kunne. “Jeg ville lige nå dig,” for jeg vil gerne på vegne af vores familie sige tusind tak for en god koncert. Vi så det på vores tv, og vi var 12 fra familien, der sad og nød musikken. Tak for at bringe en dejlig atmosfære ind i vores stue, og jeg skal hilse fra min mor, som er indlagt her.”
Jeg behøver vist ikke at fortælle, at jeg var rørt og glad, da jeg kørte hjemover.
Det er en fantastisk mulighed at kunne få lov til at synge på de forskellige hospice rundtomkring, og for mig er det helt fint at køre langt for at nå det enkelte hospice.
– Lena Løbner
En hyggelig og smuk musikstund med Hans Dal
Patienter, pårørende samt personale nød godt af Hans Dal’s smukke guitarmusik og sang fra dagligstuen på afd. Musikken blev nydt med berørte sind, og derudover var Hans’s venlige væsen og fornemmelse for patienterne på afd perfekt til, at vi kunne gå ind på stuerne hos de patienter, der gerne ville høre musikken; men ikke havde mulighed for at komme ud og nyde den.
Vi glæder os til næste gang at Hans Dal kommer og spiller for patienterne.
-Helle Søgaard, frivillig, Bispebjerg Hospital Palliativ Afd.