Peter Abrahamsen

DE UKENDTE SIDER AF MUNK OG AAKJÆR

”Længsler og lidenskab”
To af Danmarks store digtere, Kaj Munk og Jeppe Aakjær, har på hver deres måde fuldkommen betaget sangeren og komponisten Peter Abrahamsen så meget, at han de seneste fire år har arbejdet utrætteligt med at skrive melodier til en håndfuld af deres kendte, og særligt en række af deres mere ukendte digte og indspille dem på to forskellige CD’er.

Nu turnerer Peter Abrahamsen for at fortælle om de to digtere og om det arbejde, der ligger bag at skrive melodier til deres lyrik. To forskellige arbejdsprocesser, to forskellige lyrikere, men begge markante stemmer, der beskriver kærlighed, passion, romantik og glæde ved vort danske land.
”Gennem arbejdet med materialet fra dem begge er der dukket nye sider af de to mænd op, sider som ikke er så velkendte, men meget, meget spændende”, fortæller Peter Abrahamsen.

Om Kaj Munk
”Jeg har fået øjnene op for en anden og forholdsvis ukendt side af Kaj Munk ved at læse hans lyrik”, fortæller Peter Abrahamsen. ”Kaj Munk havde nemlig også en romantisk, fabulerende og drømmende side. Munks digte er desværre ikke er så kendte og anerkendte som resten af hans værker, men digtene også er en vigtig del af Kaj Munk. Læser man dem, får man en større forståelse for, hvorfor han var sådan en afholdt præst. Hans samlede værker udgør ni bind, hvoraf kun eet bind indeholder digte. Jeg har med stor fornøjelse tonesat en del af denne side af Kaj Munk.” Blandt de sange, som Peter Abrahamsen præsenterer, er ”Den første Sne” og ”Solstrejf komme og solstrejf gå”, som i de seneste måneder er blevet spillet rigtig meget på DRs P5.

 

Om Jeppe Aakjær
”Jeppe Aakjær har udtalt, at han føler sig som folkesanger”, fortæller Peter Abrahamsen. ”Når han digtede, brugte han det, vi kalder maskevers; en melodi, han kendte, som blev anvendt som en slags skabelon. Når han var kommet igennem digtet og havde fået lavet opbygningen, smed han maskeverset væk og digtede videre. Jeg har imidlertid valgt at gå den omvendte vej, lyttet på hans digte og prøvet at regne ud, hvilke sange han kunne være inspireret af.

“Mens jeg arbejdede med indspilningerne, skiftede albummet undervejs retning fra at markere Jeppe Aakjær som den lyse og muntre landbodigter til den lidt mere sørgmodige naturelsker og romantiker, ja ligefrem forførende som Jeppe Aakjær også var”, fortæller Peter Abrahamsen, der i sin forestilling medtager digte, som viser andre sider af Jeppe Aakjær end dem, de fleste er vant til at møde.

HENVENDELSE:

Fjendstrupvej 2
Dk

4850 Stubbekøbing

Tlf +45 21 43 07 78

www.peterabrahamsen.dk